Når skiglæde overvinder udfordret motorik.

Mathias_3

Alle kan lære at stå på ski :) Hvis de har lyst og det giver mening for dem! Sådan tror jeg min ski-filosofi lyder. Den vigtigste drivkraft er motivationen til at kaste sig ud i det. Netop nu er nogle af vores gode venner på ski med deres to drenge på 3 og 6 år. De har glædet sig til denne tur, men også været spændte. De har ventet lidt tid med at tage af sted og introducere drengene for ski, fordi den ældste har været udfordret på motorikken og balancen. Han lærte sent at gå og har den seneste tid hver dag systematisk lavet øvelser for at styrke balancen og motorikken. Til gengæld har han en gave i form af nogle utroligt omsorgsfulde forældre, der vil ham det bedste. De støtter og hjælper ham, men tør samtidig også udfordre og skubbe til ham, for at han ligesom alle andre børn af forældre, der elsker ski, skal opleve skiglæde og fællesskabet på skiferien.

De havde forberedt både sig selv og ham godt hjemmefra og snakket meget om at stå på ski. I går modtog jeg så en lille video, som jeg har fået lov at dele med jer, der læser med.

 

 

I kan helt sikkert forestille jer, hvor spændt jeg var da jeg åbnede og trykkede play. En spænding, der blev afløst af den største stolthed over at se, hvordan Mathias, som han hedder, bare fuldkommen uovertruffen viser flotte plovsving og plovstop. Den udfordrede motorik og balance er blevet afløst af kontrol og skiglæde! Mathias har en vilje og en motivation til at få ting til at lykkes. Det imponerer mig at se en 6 årig træne at stå på hovedet hver dag for at blive bedre motorisk og samtidig synes det er sjovt!

 

 

Mathias_5

 

 

Det gjorde mig derfor glad at se videoen med ham på ski, for det gør mig glad når børn uanset hvem de er, knækker koden og mestre skiløb med et smil på læben. Stor ros til Mathias’ forældre for at tage af sted og motivere til at det kunne lykkes!

 

Jeg er overbevist om at alle kan lære at stå på ski! Hvis altså de vil og har motivation for det. Jeg er med på at der er enkelte tilfælde, hvor det ikke er muligt pga. særlige omstændigheder. Men i langt de allerfleste tilfælde tror jeg på at ski er noget alle kan lære at mestre uanset alder eller særlige udfordringer.