… men faktisk tillærer dem en række uhensigtsmæssige ting, som påvirker deres læring på ski i langt højere grad end mange forældre jeg har mødt vidste.
Gennem de sidste 10 år, hvor jeg har undervist børn på ski, har jeg mødt flere og flere ’selebørn’. Både små og ganske store børn, hvor forældrene står bagved og holder i snoren, så barnet ikke kører for stærkt ned af bakken. Udover at jeg har oplevet et utal af grimme uheld, hvor forældrene har ’kørt over’ deres børn, fordi de ikke selv nåede at stoppe, når barnet styrtede, har jeg oplevet mange forældre være frustrerede over barnets manglende udvikling og fornemmelse for skiløb.
Kort fortalt lærer selen barnets krop følgende uhensigtsmæssige ting:
- Når det skal bremse, må barnets hofte og bagdel være bagud.
- Høj (ukontrolleret) fart er ikke farligt – Far eller Mor bremser mig altid!
- Jeg kan ikke stå på ski alene.
Det allervigtigste når en plov skal blive til et plovstop og dermed bremse barnet, er at barnet læner sig fremad, så vægten ligger forrest på skien. Prøv engang at rejse dig op, hvis du er derhjemme, mens du læser dette. Prøv at læne dig bagud, mens du forestiller dig at du skal bremse. Det er faktisk nærmest umuligt. Samtidig giver det barnet en utryghed ved at det ikke kan bremse selv, men må have hjælp. Den kropslige læring er så stærk at den læring det giver barnet, kan ’sidde fast’ i barnets krop i flere år. Indimellem ser jeg et barn med hoften meget langt tilbage og spørger forældrene om barnet har haft sele på som lille? De svarer ”JA – men hvordan pokker kan du se det?”. Kroppen glemmer ikke så let.
Den kropslige læring er grundlæggende og startes der ud med at give barnets krop uhensigtsmæssige vaner og bevægelser, kan det tage frygtelig lang tid at komme væk fra igen.
Forældre har ofte børn i seler, når de skal højere op i terrænet, fordi de er utrygge ved om barnet kan stoppe selv. Er man utryg, bør man altid vente, til barnet er klart. Ved at tage barnet med op og bremse det i en sele, tillæres der udover uhensigtsmæssig position også en følelse af at fart ikke er farligt. Barnet får jo at vide at Mor og Far er der til at bremse det. Og netop den forståelse kan gøre at når barnet så en dag uden selen, glemmer aktivt selv at bremse og risikerer derfor at styrte voldsomt.
Tilbage til skiglæden…
Der er noget grundlæggende i os mennesker, der gør os glade når vi mestre noget. Vi bliver stolte og tør også kaste os ud i nye ting og lærer mere. Særligt børns skiglæde handler om at mestre. Det er ikke sjovt at stå på ski, hvis ikke barnet føler, at det kan klare det. Når jeg oplever forældre, der stå bag deres børn og holder i selerne, mens de råber SVING til venstre, brems, brems, BREMS, STOOOP! Ja – så bliver jeg lidt ked af det på barnets vegne. For forældrenes ønske er jo at barnets oplever glæden ved at stå på ski og giver jo selen på i den allerbedste mening. Men barnet oplever ikke mestringen, men bliver passive og ’følger bare med’.
Så lad seler være for hunde 
og giv barnet et bedre udgangspunkt for at lære at stå på ski, ved at starte stille og roligt på en flad børnebakke. Lad dig inspirere at nogle af de øvelser jeg lidt efter lidt lægger ud på hjemmesiden, eller book en skilærer, der har erfaring med at give barnet en god start på ski.
Kunne ikke være mere enig. Der er ikke noget værre som instruktør at skulle undervise et barn som har kørt i sele, og hvor forældrene kommer med “opgaven” at lære barnet bremse og holde farten nede.
For barnet har jo aldrig oplevet konsekvenserne ved at køre for stærkt – for se er de jo bare blevet holdt tilbage af selen.
Dermed sagt synes jeg det kan være ok at køre med selen som sikkerhedsforanstaltning i kortere perioder hvis familien gerne vil køre sammen på de lidt større pister. For der er jo også et vigtigt socialt aspekt ved at hele familien kører sammen oppe på bjerget, men det må altså ikke blive på bekostning af at man dropper tiden nede på børnebakken. (Personligt har jeg valgt at køre med mine børn mellem benene, hvis vi kom til et sted der var lidt for stejlt/farligt.)