Velkommen til børn på ski

Rikke_skeasy_sne

Velkommen til min nye blog om børn på ski og hvorfor familien, “tigeren” og den varme kakao har stor betydning for lærerige og udviklende oplevelser på ski.

Jeg har glædet mig rigtigt meget til at få begyndt på mit lille blog-projekt på Børn på ski. Gennem bloggen vil jeg gerne dele alle mine gode råd, tips og tricks til børn på ski, samt min viden og faglighed omkring god og positiv læring i praksis. Min erfaring og viden kommer af min store passion for skiløb og ikke mindst formidlingen af min skiglæde og det at stå op ski til andre. Fra 2004-2014 tilbragte jeg 4-5 måneder hver vinter i Norge på ski. De første vintre som ansat i en skiskole. De seneste 5 vintre som chef i min egen skiskole i Solheisen udenfor Hemsedal. Sideløbende har jeg i perioden 2007-2013 gennemført en kandidatgrad i pædagogik på Københavns Universitet. Særligt børn på ski har haft min store interesse, idet deres praktiske læring sker langt mere intuitivt og ligefrem, end hos de fleste voksne. Som voksen er vi vandt til at ‘læring’ ofte formidles gennem mundtlige instruktioner og øvelser og med en lærer og en elev involveret. Vi kalder ofte steder, hvor der skal foregå læring for ‘skole’. Selv på skiferien har vi en skole. En skiskole. Med bloggen vil jeg gerne fortælle om børn på ski generelt og ikke kun i skiskolen. Jeg vil undervejs i mine indlæg berører skiskolen, men jeg vil i høj grad fokuserer på hvad I som familie skal være opmærksom på, når I har børn med på ski. Jeg vil komme omkring udstyr og planlægning, men mest af alt vil jeg skrive om hvorfor familien, “tigeren” og den varme kakao har stor betydning for lærerige og udviklende oplevelser på ski.

IMG_0027

Bloggen om børn på ski, håber jeg kan blive en dynamisk platform for videndeling, hvor jeg på den ene side kan bidrage med mine erfaringer fra den praktiske undervisning af børn på ski, samt min viden om pædagogikken, der ligger bag den måde jeg tænker undervisning og læring på. På den anden side, vil jeg rigtigt gerne modtage feedback og andres tips og tricks og udfordringer. Igennem tiden har jeg undervist over 2000 forskellige børn på ski. Jeg nyder deres selskab og deres umiddelbare læring og oplevelse af verden og sætter stor fokus på at betragte dem forskelligt. Vi lærer alle forskelligt, alt afhængig af hvem man er, hvilke referencer man har og hvordan man oplever verden og andre mennesker omkring en. Det gælder også for børn. Derfor vil jeg også forsøge at ‘indfange’ så mange forskellige børn og læringstilgange, som jeg kan.

Gennem årene har jeg oplevet mange frustrerede forældre og børn i skibakken. Men heldigvis har jeg hovedsageligt oplevet meget af den glæde, der naturligt opstår hos både forældre og børn, når børnene første gang lykkes med tallekenliften, med ploven eller første gang kører i slalom ned af børnebakken. Det er en dejlig glæde og den er lige stor hver gang, selv efter mange år og mange forskellige børn.

Jeg tror på at alle kan lære at stå på ski. Nogle kan have fysiske og motoriske udfordringer, andre mere psykiske udfordringer, men gribes det rigtigt an, kan alle lære at stå på ski, så det bliver en positiv og lærerig oplevelse.

Jeg glæder mig til at komme igang med bloggen og håber I vil følge med og dele den med dem, der kunne finde interesse i den.

Skiglæde

/ Rikke Fuglsang Hove

Rikke_skeasy_sne