Hvad en tandbørste og en badebørste har til fælles med at lære børn at stå på ski.

IMG_5552.JPG

Faktisk må jeg hellere starte med at takke min datter på 15 mdr for et godt eksempel på noget jeg har haft svært ved at forklare forældre der ihærdigt forsøgte at lære deres børn at stå på ski, og i særlig grad når de skulle lære at svinge. ‘Du skal bare trykke på den ene ski, så svinger du’. Den sætning har jeg hørt et utal af gange og ligeledes set barnets uforstående ansigtsudtryk, mens de tydeligt tænkte ‘mener min far virkelig at jeg skal trykke på skien?!? Det vender jeg tilbage til om lidt…

Vi er netop nu i Norge på skiferie – og i hytten vi låner lå der en badebørste på kanten af badekarret. Min datter elsker at gå i bad og da hun igår finder denne børste mens hun er i bad, kiggede hun mistænksomt på den, lidt som barnet, der tænker om Faren virkelig mener det med at trykke på skien, hvorefter hun putter den ind i munden som om det var en tandbørste. For hende 15 mdr gammel, ja så er hun i gang med at forstå verden og klassificere den i forskellige kategorier. Børster er den overordnede kategori, og herunder findes der forskellige typer. Hun kender indtil videre dog bare til hendes tandbørste 😉 Børn og voksne forstår verden forskelligt, fordi vi gennem oplevelser lærer flere nuancer at kende.

Netop det at vi forstår ord og begreber forskellige, kan indimellem skabe barrierer for læring. Særligt når vi som voksne tror at læringen skal ske gennem sproget 💬

Tilbage til barnet der undrende kiggede på sin Far. Ofte har jeg set børn forsøge at efterkomme instruktionen med at trykke på skien ved at bøje sig ned og sætte en finger på den ene ski. Men hvorfor gør han nu det, kan vi voksne tænke. Jo – fordi rigtigt mange børn forstå det at trykke, som det de gør med fingeren på en iPad. 😉

Derfor kan jeg kun opfordre til at mest mulig læring sker som kropslig læring gennem bevægelser. Brug terrenget til at ‘undervise’ børn på ski. I forhold til at svinge, som ovenstående Far forsøgte at lære sit barn, er børnebakken, skoven eller lege som Kongens efterfølger langt bedre end mundtlige instruktioner. Det har jeg skrevet lidt mere om under ‘lær dit barn at svinge’.