Hvis dit barn er blevet bange for at stå på ski.

6701803505_90cb15b511_o

 

Rigtigt mange børnefamilier oplever at der indimellem er perioder, hvor børn bliver bange for ting. For nogle gælder det også at stå på ski. Nogle bliver bange fordi de bliver mere bevidste. De forstår at de kan slå sig eller at det er deres ansvar at kunne bremse (= at der ikke er nogen, der griber dem). Andre bliver bange fordi de oplever et styrt. Enten dem selv, der styrter (langt de fleste tilfælde!) eller at andre tæt på dem styrter og slår sig.

De fleste børn i alderen 5-8 år oplever ikke farten som noget farligt. De svinger sjældent, fordi målet for dem og meningen med skiløbet, er at nå bunden og op igen. De har en fantastisk energi, men indimellem går det galt og de laver et af de der styrt, hvor ski flyver ud til alle sider og de tumler rundt som en snebold.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Uanset om dit barn er blevet bange fordi det er styrtet, eller fordi deres øgede bevidsthed nu fortæller dem, at de kan komme til skade og at det kan være farligt at stå på ski, er det vigtigt at anerkende deres frygt. Nogle forældre prøver at skubbe frygten væk og siger noget i retning af ”sikke noget pjat – op på hesten igen” eller “Du kunne jo sagtens sidste år”. Anerkend i stedet at dit barn er bange. Når I får talt om det sammen, er det lettere for dig som forælder at finde ud af, HVAD konkret dit barn er bange for. Er det liften? Er det den stejle bakke? Er det de andre, der kører stærkt forbi? Eller hvad er det, der er ’billedet’ på den frygt barnet oplever.

Nogle gange hjælper det bare at tale om det, så barnet føler sig godt forberedt inden han fx skal hoppe på stoleliften. At slippe spøgelser ud i det fri, gør dem oftest meget mindre og mere håndterbare. Både for barnet og for forældrene :)

Derudover kan disse 3 tips måske hjælpe jer videre, så barnet igen bliver trygt

  1. Vent og giv dit barn tid. Hold en pause. Hyg jer! Drik varm kakao og se på at de andre børn har det sjovt i børnebakken. Det tager måske lidt tid, men som regel får børn lyst til ski igen, når de kan se at andre har det sjovt.
  2. Giv en (fornuftig) forklaring på ’problemet’. Nogle gange har jeg opfundet et ’skispøgelse’, som vi kunne give skylden hver gang vi væltede. Skispøgelset har det nemlig med at skubbe en ud af balance :) På den måde kan vi give den skylden, så det ikke handler om barnets evne til at stå på ski. Forklaringer kan også være at pisten var meget iset, der var meget sne, meget tåget, meget “bumpet” eller andet i den retning. Eller måske noget helt 7.
  3. Løs ’problemet’. Hvis dit barn ex er bange for stoleliften, kan I måske løse det ved at snakke godt om det, så han/hun er forberedt på, hvad der skal ske. I kan fx aftale at holde hinanden i hånden eller at du løfter dit barn op, så han/hun er sikker på at komme med. Hvis det er et stykke på en bakke, dit barn er bange for, kan I måske køre lige efter hinanden, så du ’viser vejen’. Eller hvis dit barn er bange for ikke at kunne komme af tallerkenliften, kan I aftale at du kører op først og står klar på toppen til at hjælpe ham af.

12735710_10153248791077237_1542002849_n-2

Der er tusindvis af finurlige ting børn kan være bange for, har jeg erfaret efter at have undervist over 2000 forskellige børn. Nogle ’problemer’ er sværere at løse end andre, men de fleste kan løses med lidt kreativ fantasi. Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis der er noget specifikt dit barn er bange for. Måske kan jeg hjælpe med at udtænke en god løsning.

Hvis dit barn er bange allerede fra starten af, er det vigtigt at tænke tilvænningen igennem og overveje hvilke ting, du kan gøre for at dit barn er tryg ved tanken om at skulle på ski. Tilvænning er noget af det, jeg går særligt meget op i og som du kan være helt sikker på, at jeg kommer til at skrive en masse om på bloggen fremover.