Det er kroppen, der står på ski og ikke hovedet!

Foto160Hemsedal

Det er ligesom at cykle…. Det har de fleste hørt en del gange om noget – også skiløb, der når man først kan det, så forsvinder det ikke, selvom man ikke har gjort det i flere år.

Foto228HemsedalMen hvorfor er det egentlig sådan?

At stå på ski er noget kroppen gør. Kroppen husker bevægelser og kan ’genfinde’ dem og gøre dem igen, fordi den har en fantastisk hukommelse. Ligesom vi naturligt sætter det ene ben foran det andet, når vi skal gå, eller læner kroppen frem for at balancere når vi sætter os ned i sofaen. Alle de bevægelser den kan, bruger den også, når den skal lære nye kropslige bevægelser. Den prøver at sammensætte noget kendt på nye måder, for at lykkes med fx at stå på ski. Egentlig synes jeg det er ret fantastisk at kroppen er så klog, at den kan huske så mange ting, uden hovedet egentlig behøver være med :)

Netop derfor har jeg i alle mine år arbejdet lidt særligt med min undervisning, når jeg har været skiinstruktør. Børn stiller som regel aldrig spørgsmålstegn, med mindre de har fået ’ordrer’ af forældrene til at kunne fortælle hvad de har lært. Ja – hvad har vi faktisk lært i dag? Når jeg ved at der står sådanne forældre og venter på os, laver jeg altid en opsummering af dagens kropslige læring for hovedet, så børnene kan fortælle, hvad de har lært. Men egentlig synes jeg den forklaring er overflødig, når jeg kan se at kroppen har lært en hel masse. Ofte inviterer jeg forældre med på lektionen, for i højere grad at opleve, hvad tigeren, dovendyret og flamingoen, gør ved deres barns skiløb :) Fremfor at jeg skal forklare ’hovedet’ at vi udvikler balance og position og at barnet nu i langt højere grad kan klare sværere terræn end tidligere!

Foto217Hemsedal

Des flere år vi går i skole og lærer ’skolens regler’ om læring (opgaver, rigtige svar, karakterer, eksplicit og synlig læring) at kende, des sværere er det bare at slappe af, ’flyde med’ og lade kroppen lære. Vi bliver mere og mere fokuserede på, hvad det er vi skal og hvordan vi skal forstå det, fremfor at ’mærke os frem’. Hovedet optager alt for meget af den energi, som kroppen har brug for, når den lærer noget nyt. Så det gælder både for børn og voksne – børn har bare lettere ved det, fordi de stadig er langt mere intuitive i deres oplevelse af verden end voksne – at ’slukke hovedet’ og bare fornemme!

Skræmmende – for mange mennesker – JA! Svært – absolut! Noget man skal øve sig på – KLART!

Kroppen er den bedste instruktør – når den fornemmer ubalance, som når man snubler over noget i skoven, korrigerer den hurtigere end din hjerne når at tænke noget, så du ikke falder. Det sammen i skibakken, hvis du lader den fornemme og lære nye bevægelser.

Faktisk er den kropslige læring langt mere effektiv og du rykker dig hurtigere på ski, hvis du tør slappe af og bare føle dig frem.

Hvis du synes dette er et interessant emne, kan jeg love dig at der kommer flere relaterede blogindlæg snart, for det er noget, der i særlig grad optager mig.

 

Så læs med, når jeg inden længe skriver om, hvordan man kan overvinde højdeskræk for stolelifte eller lære håndboldmålmænd på 2.08 m at stå på ski.

Foto221Hemsedal